SwingShoes vedtægter

Foreningens vedtægter (revideret ved generalforsamling i 2016)

§1. Navn og adresse samt stiftelse
Foreningens navn er SwingShoes, og dens adresse er den til enhver tid siddende formands. SwingShoes hjemsted er Københavns Kommune.

Stiftende generalforsamling blev afholdt søndag den 12. marts 2000 i Valby Medborgerhus.

§2 Formål
SwingShoes’ formål er:

  • At være et aktivt bidrag til vedligeholdelse og udbredelse af interessen for swingdans.
  • At sikre kvalificeret undervisning i swingdans.
  • At samarbejde med andre med samme interesse.
  • At “forny” og nuancere swingtraditionen i København.
  • At arrangere festaftener med livebands og DJ-musik for swingdansere.
  • At få de bedste danske og udenlandske livebands til klubben.
  • At drive swingklub for unge og voksne dansere på alle danseniveauer.
  • At engagere foreningens medlemmer til at tage medansvar i foreningen.
  • At drive klubben uden kommercielle interesser.

§3 Indmeldelse
Som medlemmer optages alle, der kan tilslutte sig klubbens formålsparagraf.

§4 Kontingent og entre
Kontingentets størrelse og gyldighedsperiode fastsættes løbende af bestyrelsen.

Der kan opkræves betaling til foreningens aktiviteter. Pris fastsættes løbende af bestyrelsen.

§5 Udmeldelse
Udmeldelse af foreningen kan ske til enhver tid.

§6 Generalforsamling
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.

Generalforsamling afholdes årligt normalt inden 1. april.

Indkaldelse med foreløbig dagsorden til generalforsamling foretages ved offentliggørelse på foreningens hjemmeside af bestyrelsen med mindst 14 dages varsel.

Indkaldelsen skal indeholde dato for dennes offentliggørelse. I forbindelse med offentliggørelsen udsendes dagsorden i nyhedsmail, der udsendes med mindst 14 dages varsel.

Såfremt bestyrelsen skønner det nødvendigt i stedet at skrive brev til hvert enkelt medlem, gøres dette.

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal skriftligt være formanden i hænde senest 7 dage før den varslede generalforsamling. Mail anses som skriftlig. Forslag offentliggøres så vidt muligt på foreningens hjemmeside, således at de øvrige medlemmer har en mulighed for at forberede sig.

Adgang til generalforsamlingen har alle medlemmer af SwingShoes.

På generalforsamlingen har hvert tilstedeværende medlem een stemme.

Beslutninger afgøres ved almindeligt stemmeflertal, dog kræver ændringer af vedtægterne, at mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.

Afstemning sker ved håndsoprækning, med mindre skriftlig afstemning bliver forlangt af mindst 5 medlemmer, bestyrelsen eller dirigenten.

Et medlem kan højst stemme med to fuldmagter.

Der føres beslutningsprotokol over generalforsamlingens beslutninger, som underskrives af formand, et bestyrelsesmedlem samt dirigenten.

§7 Generalforsamlingens dagsorden
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal omfatte følgende punkter:

  1. Valg af stemmetæller
  2. Valg af dirigent
  3. Valg af referent
  4. Formanden aflægger beretning
  5. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab til godkendelse
  6. Behandling af indkomne forslag
  7. Godkendelse af budget
  8. Valg af:
    • 7 personer til bestyrelsen
    • Op til 2 bestyrelsessuppleanter
    • 1 revisor
    • Evt. 1 revisorsuppleant
  9. Eventuelt

Der vælges hvert år 7 medlemmer til bestyrelsen. Bestyrelsen konstituerer sig selv og fordeler formand, næstformand, kasserer og øvrige bestyrelsesposter imellem sig. Hvis der er flere, der ønsker at opstille til bestyrelsen, bliver de 7 medlemmer valgt, som får flest personlige stemmer.

For at opnå valg til de i pkt. 8 nævnte poster er personlig tilstedeværelse ikke påkrævet, men skriftligt tilsagn tilstillet bestyrelsen skal foreligge på generalforsamlingen. Mail betragtes som skriftligt tilsagn.

Såfremt  et bestyrelsesmedlem afgår i utide, og suppleanterne er ude af stand til at påtage sig hvervet, kan bestyrelsen vælge at hverve et nyt medlem. Dette offentliggøres på foreningens hjemmeside og ved nyhedsbrev. Såfremt der skulle være indvendinger mod valget fra et eller flere medlemmers side, må bestyrelsen gøre et nyt valg.

Forslag, der fremsættes under pkt. 9 (“Eventuelt”), kan ikke vedtages på den ordinære generalforsamling, men kan om ønsket optages som punkt på en ekstraordinær generalforsamling (jf. § 8).

§8 Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, og skal afholdes, når mindst 1/3 af medlemmerne indsender skriftlig begrundet anmodning herom til formanden med angivelse af de emner, der ønskes behandlet.

Generalforsamlingen afholdes normalt senest fire uger efter, at anmodningen er kommet til formandens kendskab.

Indkaldelsesfristen for en ekstraordinær generalforsamling er 14 dage. På en ekstraordinær generalforsamling kan der kun behandles punkter, som er angivet i indkaldelsen.

§9 Foreningens daglige ledelse
Foreningens daglige ledelse udgøres af bestyrelsen.

Bestyrelsen vælges af generalforsamlingen (jf. § 7). Bestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med nærværende vedtægter og generalforsamlingens beslutninger.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Den kan nedsætte underudvalg og arbejdsgrupper til varetagelse af afgrænsede opgaver.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når 4 bestyrelsesmedlemmer er tilstede.

§10 Regnskab
Foreningens regnskabsår er 1. januar til 31. december.

Bestyrelsen er ansvarlig over for generalforsamlingen for budget samt regnskab.

Foreningens regnskab, bankkonti og evt. kasse varetages af kassereren.

Regnskabet revideres af den på generalforsamlingen valgte revisor.

Bestyrelsen udsender regnskab for den forløbne regnskabsperiode sammen med indkaldelse til generalforsamlingen.

Driftsregnskab og status forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisors påtegning.

§11 Tegningsregler og hæftelse
Foreningen tegnes udadtil ved underskrift af formanden og mindst et yderligere bestyrelsesmedlem i forening.

Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for dennes forpligtelser.

Formand og kasserer kan i forening oprette konti i et pengeinstitut og kan hver især frit disponere på denne.

Dispositioner foregår iht. generalforsamlingens eller bestyrelsens løbende beslutninger.

§12 Vedtægtsændringer
Disse vedtægter kan kun ændres med 2/3 flertal blandt de fremmødte på en generalforsamling, hvor ændringsforslaget fremgår af dagsordenen.

Såfremt en vedtægtsændring opnår simpelt flertal, men ikke det krævede 2/3 flertal, kan der indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling – her kan vedtægtsændringer godkendes, såfremt der opnås nyt simpelt flertal.

En sådan ekstraordinær generalforsamling SKAL afholdes inden for en måned efter den forrige ”vedtagelse”. Vedtægtsændringer træder i kraft med virkning fra den generalforsamling, de vedtages på.

§13 Foreningens ophør
Opløsning af foreningen kan kun finde sted med 2/3 flertal blandt de fremmødte på to på hinanden følgende generalforsamlinger, hvoraf den ene skal være ordinær.

Foreningens eventuelle aktiver skal tilfalde velgørende formål efter den ekstraordinære generalforsamlings nærmere bestemmelser.

§14 Datering
Således vedtaget på foreningens generalforsamling den 28. marts 2016.