SwingShoes er den ældste danske swingdansforening med 12 år på bagen. Ligesom dengang er det primære fokus på den oprindelige swingdans lindy hop, men vi går ikke af vejen for at lege med andre swingdanse.
12 år er lang tid for en forening, men SwingShoes har formået at holde fokus på lindy hop og passionen og glæden ved at danse er lige så stor som den allerførste dag. Det betyder også at vi har samlet nogle af Danmarks mest erfarne og dygtige lærerkræfter, som gør undervisningen spændende – hver gang.
Medlemmerne er aktive, engagerede og der er et godt sammenhold på tværs af niveauer. Det er ikke et krav, men mange mødes både til undervisningen og udenfor til en danseaften eller en workshop i udlandet.
Der kan skrives meget mere, men SwingShoes kan i virkeligheden beskrives meget kort: Det er sjovt at danse swing og vi lærer gerne fra os. Kom og hils på. Så giver vi en swing out.